Hop til indhold
Føroya Rættur

Delvist betinget dom for vold med kniv 
20-12-2017 12:00 

 
 

D O M

 

afsagt den 20. december 2017

 

Rettens nr. (…)

Politiets nr. (…)

 

Anklagemyndigheden

Mod

T

født den (…)

boende (…)

 

 

Sagens baggrund og parternes påstande

 

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 9. november 2017.

 

T er tiltalt for overtrædelse af

 

straffelovens § 245, stk. 1 - vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter - ved den 3. september 2017 ca. kl. 02.20 på adressen (…) i Tórshavn at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at have stukket F med en kniv/dolk i venstre side af maven, hvorved denne pådrog sig et trekantet stiksår på ca. 2-3 cm., hvorigennem to tarmslynger hang ud af, samt læsion af det yderste lag af den ene tarmslynge.

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf på 6-8 måneder samt om konfiskation af en kniv/dolk med rødt skæfte i sort skede.

 

Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder i anklageskriftet men påstået straffrihed på grund af nødværge.

 

Tiltalte har erklæret sig enig i konfiskationspåstanden.

 

Sagens oplysninger

 

Der er afgivet forklaringer af tiltalte og af vidnerne F,  V, politiassistent V1 og politiassistent V2.

 

Forklaringerne er lydoptaget. Forklaringerne gengives ikke i dommen.

 

Der har været fremlagt politiattest af 20. september 2017 og fotomappe.

 

Af politiattesten fremgår, at der ved undersøgelse af F den 3. september 2017 ca. kl.03.00 - 04.00    Landssygehuset, blev konstateret de skader, der fremgår af anklageskriftet.

 

Herudover har der været fremlagt en politiattest af 11. september 2017 vedrørende tiltalte T, hvoraf fremgår, at T ved undersøgelse den 3. september 2017 kl. 12.09, på Landssygehuset bl.a. oplyste, at han var blevet "taget med kværkningstag om halsen", og at der ved undersøgelsen blev konstateret følgende objektive fund:

 

"1) Pupildifferens. Pupiller runde, men ve. pupil mindre end hø. Normal lysreaktion både direkte og indirekte bilateralt. Symmetriske øjenakser, normal bevægelighed for H-konfiguration.

 

2) Let hævelse over næseryggen, ingen synlig fejlstilling af næse. Normalt luftflow gennem nares, intet septumhæmatom synligt.

 

3) Lateralt på 4. finder på ve. hånd 3 cm lang sår, gaber 1 cm centralt, få mm dybt. Let blødning derfra."

 

Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Tiltalte har erkendt, at han stak forurettede med kniven, således som det er beskrevet i anklageskriftet. Erkendelsen støttes af sagens øvrige oplysninger, herunder de lægelige oplysninger om skaderne på forurettede. Tiltalte har således overtrådt straffelovens § 245, stk. 1.

 

Tiltalte har gjort gældende, at han handlede i nødværge, og han har i den forbindelse henvist til, at forurettede blandt andet med begge hænder tog et kraftigt kvælertag på tiltalte.

 

Efter oplysningerne i sagen, herunder forurettedes forklaring og de lægelige oplysninger om tiltalte, er der ikke holdepunkter for at antage, at dette skulle være sket, herunder at forurettede derved eller i øvrigt udsatte tiltalte for et legemsangreb, der med rimelighed kunne begrunde tiltaltes angreb med kniven. Der er derfor ikke grundlag for straffrihed i medfør af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2.

 

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1.

 

Der er herved taget hensyn til voldens farlige karakter.

 

Udgangspunktet ved grov vold er, at fængselsstraffen skal være ubetinget, og at betinget dom med samfundstjeneste kun kan anvendes, hvis særlige grunde taler for det.

 

Efter voldens farlige karakter er anvendelse af ubetinget fængselsstraf påkrævet i den foreliggende sag, men oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, der blandt andet fremgår af Kriminalforsorgens udtalelse af 15. december 2017, taler for anvendelse af betinget dom. Retten lægger herved også vægt på oplysningerne om, at tiltalte efter lovovertrædelsen har gennemført en misbrugsbehandling i døgnbehandling.

 

På den baggrund, og når også henses til, at der var forudgående uoverensstemmelser mellem tiltalte og forurettede, og at volden ikke har medført betydelige fysiske eller psykiske skader, finder retten, at det er forsvarligt undtagelsesvis at bestemme, at 2 måneder af straffen skal afsones nu, og at resten af straffen ikke skal afsones, hvis tiltalte overhol­der de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelo­vens § 58, stk. 1.

 

Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 120 timer, jf. straffelovens § 62. Længstetiden fastsættes efter Kriminalforsorgens indstilling til 1 år.

 

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

 

Thi kendes for ret:

 

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 8 måneder.

 

2 måneder af straffen skal afsones nu.

 

Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overhol­der  følgende betingelser:

 

1)    Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

 

2)    Tiltalte skal inden for en længstetid på 1 år fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 120 timer.

 

3)    Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

 

Hos tiltalte konfiskeres en kniv/dolk med rødt skæfte i sort skede.

 

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

 

 

Til top Sidst opdateret: 20-12-2017 
Føroya Rættur seperatorC. Pløyensgøta 1 seperatorFO-110 Tórshavn seperatorTelefon: 311003seperatorEmail: post@sorinskrivarin.fo