D O M
afsagt den 2. december 2011
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod
1) T1
født den (…) 1988
2) T2
født den (…) 1991
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 30. november 2011.
T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af
1.
anordning nr. 327 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer § 1, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. bilag liste A, nr. 1
ved forud for den 7. november 2011 ca. kl. 06.15 ombord på det færøsk indregistrerede skib ”Norrøna” at have været i besiddelse af 555,5 g hash med henblik på indsmugling til Færøerne og videresalg, idet de med magneter havde fastgjort hashen på undersiden af en på færgen parkeret personbil sammen med en GPS-sender
2.
straffelovens § 164, stk. 2,
ved forud for den 7. november 2011 kl. 06.15 på det færøsk indregistrerede skib "Norrøna" med forsæt til at en uskyldig blev sigtet for et strafbart forhold at have fastgjort den i forhold 1 nævnte hash på undersiden af personbil (…), tilhørende F, hvorved denne udsattes for nærliggende fare for sigtelse og/eller domfældelse for indsmugling af hash.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, samt om konfiskation af koster 8, 10, 16, 32, 33, 35, 36 og 37 i kosterrapport af 7. november 2011.
De tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og nægtet sig skyldig i forhold 2.
Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.
De tiltalte har været frihedsberøvet under sagen fra den 7. november 2011 og indtil domsforhandlingen, heraf i isolation indtil den 21. november 2011 kl. 12.
Rettens bemærkninger:
Forhold 1:
De tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldige i forhold 1.
Forhold 2:
Retten finder, at gerningsindholdet i straffelovens § 164, stk. 2, ikke kan anses for realiseret. De tiltalte frifindes derfor i forhold 2.
Straffen for tiltalte, T1, fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. anordning nr. 327 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer § 3, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. bilag liste A, nr. 1.
Straffen for tiltalte, T2, fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. anordning nr. 327 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer § 3, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. bilag liste A, nr. 1.
Da de tiltalte er fundet skyldig i indsmugling af hash til Færøerne med henblik på videresalg, er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget hverken helt eller delvist.
Ved strafudmålingen er det indgået som en skærpende omstændighed, at de tiltalte anbragte hashen under en fremmed persons bil og derved udsatte denne for fare for strafforfølgning.
Den nedlagte konfiskationspåstand tages til følge i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, som nedenfor bestemt.
T H I K E N D E S F O R R E T:
tiltalte, T1, straffes med fængsel i 60 dage.
Tiltalte, T2, straffes med fængsel i 60 dage.
Hos de tiltalte konfiskeres koster 8, 10, 16, 32, 33, 35, 36 og 37 i kosterrapport af 7. november 2011.
De tiltalte betaler sagens omkostninger.