D O M
afsagt den 1. februar 2012
Rettens nr
Politiets nr.
Anklagemyndigheden
mod
T
født den ( )
boende ( )
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 11. april 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af:
straffelovens § 162, jf. bekendtgørelse nr. 112 af 29. september 2005 om kørekort og køreundervisning med senere ændringer § 27, stk. 1,
ved den 4. januar 2010 til Akstovan, Hoyvíksvegur 57, Tórshavn, som kørelærer for NN, på ansøgning om kørekort til offentlig myndighed at have afgivet urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig til at afgive forklaring, idet han afleverede en undervisningsplan, hvori han ved sin underskrift bekræftede, at NN havde fået køreundervisning i perioden fra 5. oktober til 16. november 2009 i overensstemmelse med reglerne i kørekortbekendtgørelsen, selvom ingen undervisning havde fundet sted, idet NN var på rejefiskeri i Canada.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte idømmes en straf af fængsel i 30 dage, eventuelt betinget under hensyntagen "til sagens alder".
Tiltalte - der ikke tidligere er straffet - har nægtet sig skyldig, idet han har bestridt, dels at have handlet som beskrevet i anklageskriftet, dels at hans erklæring af 4. januar 2010 på vidnet NN "Umsókn um koyrikort" er "om forhold, angående hvilke han er pligtig at afgive forklaring", således som beskrevet i straffelovens § 162.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte samt vidneforklaringer af V1, V2 og NN.
Endvidere er der fremlagt kopi af læseplaner, "Umsókn um koyrikort" underskrevet af tiltalte den 4. januar 2010, kalenderblade med angivelse af de dage, hvor NN skal have været påmyn-stret M/tr. samt kopi af e-mail af 7. januar 2010 fra tiltalte til vidnet V1. Mailen har følgende ordlyd:
"Goði ( )
Eg havi tað als ikke gott og eg veit at eg havi gjørt nakað skreivt! Eg vil bøna og biðja teg inniliga um tú kanst hjálpa mær. Vit eru ikke meiri enn menniskju og eg vil spyrja teg um ikke tú kanst geva mær ein grova ávaring og ikki melda meg.
Eg eri ikki vanur at skriva órætt í lesiætlanina, men hesaferð vildi eg bara hjálpa einum sjómanni, men tað skuldi eg ikki havt gjørt.
Eg biðji til Gud í himli, at hann kann hjálpa mær burtur úr hesum trupulleikanum.
Góði , eg veit um tað stríð sum hevur verið ímillum teg og ávísar persónar, men eitt skal tú vita( ), at eg havi aldrin veri partur av tí og aldri havt nakað ímóti tær og tínum arbeiðsplássi.
Góði kunnu vit tosað saman og finna eina loysn?
Góði hjálp mær ...
Eg bøni og biði teg ...
T".
Tiltalte har forklaret, at han er uddannet - og har fungeret - som kørelærer siden februar 2005. På et tidspunkt i efteråret 2009 blev tiltalte telefonisk kontaktet af NN mor. Hun spurgte tiltalte, om det kunne lade sig gøre for NN at få kørekort mellem to påmønstringer. Af moderen eller NN fik tiltalte endvidere oplyst, at NN aldrig havde haft kørekort, men på et tidspunkt var blevet taget for spirituskørsel. NN skulle af samme årsag også gennemføre et R/F-skeið, men dette skulle ske hos en anden kørelærer. Tiltaltes opgave var derfor kun at give NN sædvanlig teori - og praktisk køreundervisning. På grund af det korte tidsrum mellem de to mønstringer, skulle dette være intensiv og foregå som enkeltundervisning. Denne undervisningsform var ny for tiltalte, idet han normalt kun underviste i hold. Undervisningen af NN fandt sted fra i begyndelsen af december 2009, og - så vidt tiltalte erindrer - blev første lektion gennemført den 7. december 2009.
På helt sædvanlig måde fortsatte lektionerne til og med lektion 24, der blev gennemført den 5. januar 2010. Sidstnævnte dag skulle NN til teoriprøve, og tiltalte havde i den forbindelse indleveret en "Umsókn um koyrikoyrt" til Akstovan. I denne bekræftede tiltalte ved sin underskrift af 4. januar 2010, jf. bilag 2-9, at NN havde modtaget den krævede teori- og køreundervisning.
Da tiltalte i samme forbindelse skulle aflevere den for undervisningen udarbejdede læseplan, opdagede han, at der på grund af en fejl eller lignende ikke var anført, på hvilke datoer de forskellige lektioner havde fundet sted. Tiltalte var stresset, idet han skulle skynde sig til en begravelse. Sandsynligvis af samme årsag, tænkte han ikke nærmere over, hvornår NN havde været til undervisning.
Tiltalte kunne dog huske, hvornår han havde afholdt sin sædvanlige holdundervisning. Uden nærmere omtanke skrev han herefter disse datoerne ud for de 24 lektioner og afleverede læseplanen til personalet på Akstovan, jf. bilag 2-11. Tiltalte tog derefter til den nævnte begravelse og erfarede senere på dagen, at NN var blevet afhørt af personalet vedrørende oplysningerne i undervisnings-planen. Først nu blev tiltalte klar over, eller opmærksom på, at han ikke havde angivet de rigtige datoer for, hvornår de enkelte lektioner var blevet gennemført. Tiltalte henvendte sig derfor straks til Akstovan, hvor han til en ansat – V2 - oplyste, at han havde lavet en fejl, samt at han ønskede at tale med lederen for at få den rettet. V2 gjorde tiltalte opmærksom på, at han eventuelt pr. e-mail kunne kontakte Akstovan, hvis han ønskede at få fejlen rettet. Tiltalte henvendte sig derefter til NN og udfyldte/underskrev sammen med denne en ny læseplan indeholdende de rigtige datoer for gennemførelsen af de 24 lektioner. Disse datoer fandt tiltalte frem til pr. hukommelse og til dels ved at se i sin kalender. Denne kalender er tiltalte ikke længere i besiddelse af.
Allerede den næste dag henvendte tiltalte sig igen på Akstovan og afleverede den korrigerede, og angiveligt rigtige, læseplan, jf. bilag 2-12. Den 7. januar 2010 sendte tiltalte endvidere en e- mail til V1, der er leder af Akstovan. Dette skyldes, at
V2 havde henvist ham til dette og oplyst, at V1 angiveligt ikke ønskede at tale med ham. I e-mailen skrev tiltalte, således som det fremgår af bilag 2-5. Tiltalte er bekendt med kørekortsbe-kendtgørelsen, herunder dens § 27.
Tiltalte har supplerende forklaret, at der er "et tabu" mellem Akstovan og de forskellige kørelærere. Dette "tabu" vedrører læseplanens lektion 7-8 og 19-20. Selv om den her beskrevne praktiske køreundervisning ikke kan finde sted på Færøerne, accepterer Akstovan, at kørelærerne bekræfter, at den er gennemført.
Vidnet V2 har forklaret, at hun er afdelingsleder på Akstovan. Her modtog man den 10. december 2009 en ansøgning fra NN en "Umsókn um koyrikort", jf. bilag 2-8. Den 5. januar 2010 skulle NN til teoriprøve, og der blev i den forbindelse afleveret en læseplan, jf. bilag 2-11. Af denne fremgik det, at han hos tiltalte havde modtaget teori- og praktisk køreundervisning i tidsrummet fra den 5. oktober 2009 til den 16. november 2009. NN bestod ikke teoriprøven og fik derfor en ny tid til den 7. januar 2010. NN1, der var prøvesagkyndig, samt vidnet fik mistanke om, at NN vist havde været ude at sejle i den angivne periode og derfor ikke kunne have modtaget undervisning, som anført i læseplanen.
Vidnet rettede derfor henvendelse til NN rederi, der ved e-mail af 6. januar 2010, jf. bilag 2-4, meddelte, at han havde været påmønstret skibet " " fra den 9. september 2009, og indtil han den 5. december 2009 afmønstrede i New Foundland. Da NN den 7. januar 2010 igen mødte til teoriprøve, kaldte vidnet ham ind til en samtale, hvori også deltog nævnte NN1 samt prøvesagkyndig NN2. Tiltalte var til stede på Akstovan sammen med NN, men kunne ikke deltage i mødet, idet han angiveligt skulle til begravelse. Under mødet fik NN foreholdt de oplysninger, som Akstovan havde modtaget fra hans rederi. På trods af dette fastholdt NN i begyndelsen, at han havde modtaget undervisning svarende til det, der stod i læseplanen. Senere ændrede han imidlertid forklaring, og fortalte, at han i det angivne tidsrum havde været hjemme nu og da og modtaget den påståede undervisning hos tiltalte.
Til sidst vedgik NN dog, at han havde været ombord på " " i hele det tidsrum, som rederiet havde oplyst. NN bekræftede ligeledes, at han godt var klar over, at han havde underskrevet læseplanen under strafansvar. Efter NN erkendelse gav vidnet ham besked om, at han ikke kunne komme op til den planlagte teoriprøve. Pludselig gik døren op, og tiltalte kom ind og fik en orientering om, hvad NN havde fortalt og/eller erkendt.
Tiltalte undskyldte sig med, at NN havde haft en undervisnings-CD med ombord og på denne måde fået undervisning, mens han var borte. Vidnet gjorde det straks klart for tiltalte, at dette ikke var i overensstemmelse med reglerne, der klart siger, at kørelæreren og eleven efter hver lektion skal underskrive en bekræftelse på, at den er gennemført. Herudover er det også et krav, at teori og praktisk køreundervisning skal kombineres og følges ad. Sluttelig gjorde vidnet det klart for tiltalte, at der var tale om en meget alvorlig forseelse, samt at der formentlig ville ske en anmeldelse til politiet. Efter mødet talte vidnet med tiltalte "under fire øjne", jf. bilag 2-2. Tiltalte beklagede meget det skete og erkendte, at han havde gjort en fejl. Herudover nævnte tiltalte, at "hann hevði bara viljað hjálpt einum sjómanni".
Hvad tiltalte mere præcist mente med dette, tænkte vidnet ikke nærmere over. Allerede den næste formiddag henvendte tiltalte sig igen på Akstovan. Han medbragte nu en ny læseplan, der var underskrevet af både ham og NN og som viste, at teori- og køreundervisning havde fundet sted i tidsrummet fra den 7. december 2009 til den 5. januar 2010. Tiltalte påstod, at det var en forkert læseplan, han oprindeligt havde indleveret, idet denne tilhørte eleven og ikke var blevet tilrettet. Den nu afleverede læseplan, jf. bilag 2-12, var således den rigtige.
Vidnet har endvidere forklaret, at den omhandlede læseplan har været brugt siden 2006, hvor kundgørelsen om kørekort blev ændret, så den svarede til den danske. Læseplanen er siden blevet ændret flere gange, sådan at den hele tiden samsvarer med den danske. Efter vidnets opfattelse kan det godt lade sig gøre, at kørelærerne giver praktisk undervisning i de færdsels-situationer, der er beskrevet i lektion 7-8 og lektion 19-20. Hvis NN rent faktisk har fået undervisning, således som angivet i den seneste læseplan, d.v.s. bilag 1-12, kunne kan godt være gået til teoriprøve den 7. januar 2010.
Vidne V1 har forklaret, at han er leder af Akstovan og den 7. januar 2010 modtog den e-mail, der er fremlagt i sagen som bilag 2-5. I denne beklagede tiltalte, at han havde gjort noget forkert og bad vidnet om hjælp, herunder navnlig således, at vidnet gav ham en alvorlig advarsel i stedet for at anmelde ham til politiet. Tiltalte skrev endvidere, at det ikke var sædvanligt, at han skrev noget usandt i læseplanen, men at han i det aktuelle tilfælde blot ville hjælpe en sømand. Ud fra de foreliggende oplysninger og papirer opfattede vidnet de urigtige oplysninger som en bevidst handling. Af samme årsag, og idet hverken vidnet eller Akstovan havde bemyndigelse til at give nogen advarsel, anmeldte vidnet det skete til politiet, jf. bilag 2. Vidnet besvarede ikke e-mailen eller kommenterede denne overfor tiltalte.
Vidnet har yderligere forklaret, at den omhandlede læseplan blev taget i brug i 2006 og er samsvarende den danske, men dog tilpasset særlige færøske for-hold. Så vidt vidnet erindrer, er læseplanen efterfølgende blevet ændret ca. 3 gange. De i læseplanen under lektion 7-8 og lektion 19-20 beskrevne færd-selssituationer kan der også på Færøerne gives praktisk køreundervisning i. Der findes måske ikke præcis, men dog tilnærmeligsvis, de i lektionerne beskrevne forhold på Færøerne. I hvert fald er det muligt for kørelærerne at sandsynliggøre situationerne for eleven.
Vidnet NN har forklaret, at han 16 år gammel blev taget for spirituskørsel og frakendt førerretten for et tidsrum af 2 år. Da frakendelsestiden udløb, henvendte vidnet sig til tiltalte for at få kørekort. Vidnet nævnte intet om, at han tidligere var frakendt førerretten. Vidnet skulle ud at sejle, og han skulle derfor helst have kørekort så hurtigt som muligt. Vidnet og tiltalte indgik derfor aftale om, at vidnet skulle have individuel teoriundervisning, hvilket han herefter fik næsten dagligt. Herudover modtog vidnet praktisk køreundervisning cirka 2 timer pr. gang i 5-6 dage. Vidnet indfandt sig derefter på Akstovan for at aflægge teoriprøve. Vidnet lavede 6 fejl, og bestod ikke prøven. Det blev derfor aftalt med Akstovan, at vidnet skulle møde til en ny teoriprøve allerede næste dag. Da vidnet på det aftalte tidspunkt igen kom ind på Akstovan, blev han "trukket til side og krydsforhørt".
Årsagen hertil var, at der angiveligt var anført 2-3 datoer i læseplanen, som ikke kunne passe, idet vidnet da skulle have været ude at sejle. Vidnet afviste straks dette og fastholdt, at han havde modtaget undervisning som anført i læseplanen. Vidnet fik herefter forevist mønstringslisten for sit skib og måtte nu sande, at han havde været ombord på nogle af de dage, hvor han ifølge læseplanen skulle have modtaget undervisning. Vidnet var overbevist om, at han havde modtaget undervisning som anført i læseplanen, og der blot var tale om en skrivefejl i datoangivelsen. Dette gjorde dog ikke indtryk på personalet på Akstovan, idet de fastholdt, at vidnet ikke kunne komme op til den nye teoriprøve. Vidnet har ikke efterfølgende erhvervet kørekort.
Foreholdt e-mail af 6. januar 2010 fra skipper NN3, jf. bilag 2-4, har vidnet forklaret, at det formentlig godt kan passe, at han påmønstrede M/tr. " " den 9. september 2009, henholdsvis afmønstrede skibet i New Foundland den 5. december 2009. Efter en overnatning fløj vidnet den 6. december 2009 via London og København hjem til Færøerne. Rejsen tager cirka 1½ døgn, og vidnet har således nok først været tilbage på Færøerne den 8. december 2009.
Foreholdt, at han ifølge afhøringsrapport af 6. december 2010 (bilag 4) blandt andet skal have oplyst:
"Sigtede forklarede, at han havde været til samtlige lektioner i "lesiætlan", men da han fik "skipsboð" (besked om at påmønstre skib), skulle lektionsplan indleveres i al hast, så han kunne nå at komme til køreprøve før påmønstringen, og i den forbindelse blev der indleveret en forkert udfyldt læseplan",
har vidnet forklaret, at det anførte skal forstås således, at han har modtaget samtlige de lektioner, der er anført i læseplanen, men at det på grund af hastværket har indsneget sig skrivefejl eller lignende i angivelserne.
Vidnet har herudover forklaret, at han efter afvisningen på Akstovan blev ringet op af tiltalte, der sagde, at han havde taget fejl af datoerne eller skrevet disse forkert i den læseplan, der var afleveret til Akstovan, jf. bilag 2-11. Vidnet var enig i, at der måtte foreligge en fejltagelse, og han havde derfor ingen betænkeligheder med at underskrive en ny læseplan, som tiltalte havde rettet, jf. bilag 2-12. Så vidt vidnet erindrer, påbegyndte han teoriundervisningen dagen efter, han var kommet hjem fra New Foundland. Vidnet kontrollerede i øvrigt slet ikke de datoer, der var angivet i den første læseplan, idet han gik ud fra, at tiltalte havde udfyldt den korrekt. Vidnet tjekkede heller ikke datoerne i den tilrettede læseplan, idet han antog, "at nu måtte det da være korrekt".
Vidnet har supplerende forklaret, at han ved sin oprindelige henvendelse til tiltalte fik oplyst, at det godt kunne lade sig gøre at få kørekort i de 5 uger, han var hjemme mellem to ture. Det hele skulle dog "klappe", og for at vidnet kunne være godt forberedt, gav tiltalte ham to cd'ere med undervisningsmateriale. Disse cd'er skulle vidnet så forberede sig med, mens han var "til skips". Da vidnet som ovenfor anført blev "krydsforhørt", blev han helt chokeret og vidste faktisk ikke, hvad personalet på Akstovan talte om. Vidnet og tiltalte mødtes ikke for at berigtige de datoer, der skulle anføres i den tilrettede udgave af læseplanen. Vidnet havde ikke noteret noget om de dage, hvor han havde været til undervisning, men gik ud fra, at tiltalte havde de nødvendige oplysninger.
Vidnet drak på det omhandlede tidspunkt ret meget og husker ikke konkrete dage, hvor han har været til undervisning. Vidnet mener, men husker det ikke præcis, at han har fået de undervisningstimer, som han skulle for at gå til teori- og køreprøve.
Rettens begrundelse og resultat
Tiltalte har den 4. januar 2010 underskrevet, og til Akstovan afleveret, en erklæring om, at vidnet NN af ham havde modtaget teori- og køreundervisning i overensstemmelse med "kunngerð um koyrikort við fylgiskjølum". Som dokumentation herfor foreviste tiltalte Akstovans personale en af blandt andre ham underskreven læseplan, hvorefter NN i perioden fra den 5. oktober 2009 til den 16. november 2009 havde modtaget 22 undervisningslektioner. Som oplyst at NN rederi, var han i hele denne periode på fiskeri ved New Foundland og kan således ikke have modtaget den af tiltalte bekræftede undervisning.
Under disse omstændigheder, og uanset det under sagen i øvrigt fremkomne, herunder tiltaltes efterfølgende indgivelse af en korrigeret læseplan - hvor 1. lektion angiveligt er gennemført 1-2 dage før, NN vendte hjem fra fiskeri - findes det med den for strafferetlig domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte bevidst og i strid med sandheden har afgivet den ovenfor omtalte bekræftelse af 4. januar 2010.
Tiltalte findes herved at have gjort sig skyldig i den rejste tiltale, dog således, at forholdet rettelig, jf. retsplejelovens § 908, stk. 4, jf. § 929, stk. 1, henføres under straffelovens § 163, idet bekræftelsen ikke kan anses at vedrøre forhold, hvorom han ”er pligtig at afgive forklaring”, men derimod ”til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige”.
Den tiltalte forskyldte straf findes efter straffelovens § 163 passende at burde bestemmes til fængsel i 30 dage, der efter alt foreliggende gøres betinget på det nærmere nedenfor angivne vilkår, jf. samme lovs § 56, stk. 2.
I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte herudover en tillægsbøde på 5.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 8 dage.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Tiltalte, straffes med fængsel i 30 dage samt en tillægsbøde på 5.000 kr.
Fuldbyrdelsen af frihedsstraffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år fra endelig dom at regne og på betingelse af, at tiltalte i dette tidsrum ikke begår strafbart forhold.
Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 8 dage.
Tiltalte betaler sagens omkostninger.