D O M
afsagt den 20. oktober 2011
Rettens nr. 1-558/2011
Politiets nr. 56P5-71282-00007-11
Anklagemyndigheden
mod
T1
født den (…)
boende (…)
p.t. Arresthuset i Tórshavn
og
T2
født den (…)
boende (…)
p.t. Arresthuset i Tórshavn
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 18. oktober 2011.
T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af
§ 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. liste A, nr. 1
A. begge de tiltalte
ved søndag den 25. september 2011 ca. kl. 13.30 med fly fra Kastrup til Vágar i forening at have indsmuglet 1.163,4 gram hash med henblik på videresalg.
B. tiltalte T1
ved formentlig fredag den 26. august 2011 med fly fra Kastrup til Færøerne at have indsmuglet 600 gram hash med henblik på videresalg.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, samt om konfiskation af 1.163,4 gram hash, 1 stk. hashvægt samt grinder til kværning af hampplanter, der alt er taget i bevaring af politiet.
De tiltalte har erkendt sig skyldige i forhold A.
Tiltalte, T1, har erkendt sig skyldig i forhold B, dog kun for så vidt angår en mængde hash på lidt under 600 gram.
Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.
Der har været fremlagt kosterrapport, samt en udskrift fra "Facebook".
Der er foretaget en personundersøgelse af tiltalte, T2.
Tiltalte T1 er tidligere straffet:
ved den 10. april 2008 overfor Politimesteren på Grønland at have vedtaget en bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
De tiltalte er anholdt den 25. september 2011, og har været varetægtsfængslet fra den 26. september 2001 til den 20. oktober 2011, heraf i isolation til den 10. oktober 2011.
Rettens bemærkninger:
Det er oplyst, at de i anklageskriftet nævnte mængder hash er inklusive emballage. Tiltalte, T1, har i forhold B forklaret, at han mener, at der var tale om ca. 580 gram hash.
De tiltalte, der i øvrigt har erkendt sig skyldige, hvilken erkendelse understøttes af sagens oplysninger, findes derfor med disse bemærkninger skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.
Straffen for tiltalte, T1, fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. liste A, nr. 1.
Straffen for tiltalte, T2, fastsættes til fængsel i 2 måneder, jf. § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer med senere ændringer, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 2, jf. liste A, nr. 1.
Der er ved strafudmålingen lagt vægt på antallet af overtrædelser, samt mængden af hash, der er indsmuglet til Færøerne.
Der er endvidere lagt vægt på, at tiltalte, T1, tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, samt at tiltalte, T2, i forhold A, der er begået af de tiltalte i forening, alene har haft en mere underordnet rolle.
Der er efter forholdenes karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget.
Hos de tiltalte konfiskeres 1.163,4 gram hash, 1 stk. hashvægt samt grinder til kværning af hampplanter, der alt er taget i bevaring af politiet, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Tiltalte, T1, straffes med fængsel i 4 måneder.
Tiltalte, T2, straffes med fængsel i 2 måneder.
Hos de tiltalte konfiskeres 1.163,4 gram hash, 1 stk. hashvægt samt grinder til kværning af hampplanter, der alt er taget i bevaring af politiet.
De tiltalte skal betale sagens omkostninger.